KÆRE LEDER – HAR DU DET SORTE BÆLTE I FORANDRINGSPARATHED?
Af Tina Moe, visionær topleder fra farma- og ingeniørbranchen
Jeg var til et spændende foredrag med Tim Vang forleden. 35 topledere sad og lyttede interesseret til hans kloge ord om eksponentiel forandringshastighed, om hvor anderledes fremtiden bliver om blot få år, og hvorfor det er vigtigt at prøve ideer hurtigt af for at fejle hurtigt – også kaldet pretoptyping – genialt koncept i øvrigt.
Men det var noget andet, der skete, der virkelig slog mig. Tim står på scenen og taler ”Der er selvsagt brug for stor forandringsparathed i fremtiden. Er i forandringsparate? ” spørger han ud i salen ”lad mig se en hånd i vejret for dem, der er”. Alle ledere rækker hånden i vejret – for selvfølgelig er vi forandringsparate – vi tænker meget på omstilling til fremtiden, disruption for ikke at tale om at hverdagen er fuld af ledelsesudfordringer, der kræver øjeblikkelig forandringsparathed. ”Godt ”siger Tim ”og så til det næste programpunkt – jeg skal bruge en frivillig her oppe på scenen, hvem har lyst?”. Der var én, der rakte hånden i vejret. ”Se, jeg skal faktisk ikke bruge nogen heroppe, men I har lige taget en test i hvor forandringsparate I i virkeligheden er” siger Tim. For pokker, hvor havde han ret, vi tænker alle, at vi er parate til forandring, og ved også godt, at det er en helt nødvendig ledelsesegenskab, men forandringsparathed kan gradbøjes.
Jeg har en grundlæggende lyst til at være i udvikling hele livet, så jeg har altid udfordret mig selv til at bryde ud af min komfortzone. Rejst meget til andre kulturer, taget på mere specielle eller primitive rejser, gået i mod strømmen om at købe villa og stor bil, men også sørget for at udfordre mig i jobskifte med rimelige mellemrum og sågar taget mig udviklingstid mellem direktørjobs. Mr. Facebook Mark Zuckerberg giver sig selv udfordringen at lære én ny ting hvert år – et år lærte han kinesisk.
Men i virkeligheden kan træningen foregå i den helt lille skala og stadig have en virkning. Bare det at lave én ting hver dag, som man ikke plejer. Køre en anden vej hjem, tage dig sammen til at tale med en fremmed, se en udsendelse, du aldrig ville have valgt selv, spise vegetarmad, sidde i sofaen og suge til dig af helt anderledes oplevelser fra TED-talks eller Singularity University. Den vigtigste stille træning er, at forestille sig at livet forløber anderledes i fremtiden. Leg med tanken om, hvordan dit eget liv ser ud om 5 år. Eller tænk på en stor forandring og følgevirkingen på dit eget liv. F.eks Lad os forestille os at de selvkørende biler bliver stort indenfor de næste 5 år, at du måske ejer dit livs sidste bil lige nu, at du ikke kommer til at vælge indtrækket i din bil i fremtiden, ikke have dine lakridser i handskerummet når du bare pifter af en bil, at du skal lære at pifte, at du sparer pengene til ungernes kørekort, som de slet ikke har brug for, at vi bliver mere ligeglade med transporttid for der kan surfes eller soves imens osv…
Træner du din forandringsparathed? Og hvordan? Inspirér mig og de andre læsere…